Skole dropper kantinen for nyt koncept: Ud med skodmad - ind med god mad
Skolemad er et forsømt område, og nyt koncept er "totalt genialt", lyder det.
- Det store flertal af skoler i Danmark har ikke en ordentlig skolebespisning. Det må du gerne citere mig for, for det er en kendsgerning.
Lars Janke har 30 års erfaring i storkøkkenbranchen. Han er også forælder til børn på Mølleskolen i Ry, og så er han oppe at køre over skolens nye madkoncept, der både erstatter skolens kantine og faget madkundskab.
Konceptet, der officielt bliver indført mandag, betyder, at skolen har etableret et centralt placeret køkken, hvor der både er madskole og bliver lavet mad til resten af skolen.
Køkkenet ledes af en køkkenleder, og alt mad laves fra bunden. Madskolen er blevet til i et samarbejde mellem Mølleskolen, Skanderborg Kommune og virksomheden Madfærd.
Idéen er, at den klassiske kantinemad, der ofte består af blandt andet pizzasnegle og pølsehorn, erstattes med en mere sund måltidsløsning.
- Jeg har i mange år haft en tro på, at børn har brug for et sundt måltid mad for at lære og være motiverede til at gå i skole. Vi har forskningstal, der viser, at særligt de ældste elever får for dårlig og for lidt mad, siger skoleleder på Mølleskolen, Kristian Toft, til TV2 ØSTJYLLAND.
Forældre har mulighed for at lave et abonnement til skolemaden. De kan selv bestemme, hvor mange ugedage deres barn skal have maden, og man kan starte og stoppe abonnementet månedligt.
Maden bliver, sammen med den professionelle kok, lavet af omkring 10 skolebørn fra 5. og 6. årgang samt en række flygtningekvinder.
Ifølge Lars Janke er skolemad et forsømt område, og han mener, at det er et spørgsmål om penge. Lars Janke kalder det nye koncept for "totalt genialt".
- Jeg har selv arbejdet i storkøkkenbranchen i årtier, og jeg har aldrig oplevet noget så nyskabende. Jeg har som forælder aldrig forstået, hvorfor skolebørn får skodmad. De mangler noget energi og bliver tidligt trætte, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det er der, at Madfærd går ind og erstatter pizzasnegle med hjemmelavet tomatsuppe.
Medstifter af Madfærd, Mie Reihs, mener, at madskolen både kan være med til at udvikle madmod og sociale relationer.
- Eleverne deltager i alt fra tilberedning og borddækning til fællessamtaler om maden omkring bordet. De deles om maden og har en fælles madoplevelse, som resulterer i sund og nærende mad, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi har også flygtningekvinder med i køkkenet, fordi de har en madkultur, som børnene kan lære af.
Madfærd er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at flygtninge- og indvandrerkvinder en vej ind på arbejdsmarkedet med maden og skolebørnene i centrum.