Naturvejleder om de vilde skove: Kaos på den gode måde
1.175 hektar skov i Østjylland skal være mere vild
Vores skove skal være vildere. Og vi skal holde op med at rydde op efter naturen. 45 skove i Danmark er udnævnt til at blive urørt skov - syv af dem er i Østjylland.
- Kaos – alt er godt, lyder det fra Morten DD Hansen, naturvejleder ved Molslaboratoriet, da han onsdag viser TV2 ØSTJYLLAND rundt i skovene omkring Molslaboratoriet ved Ebeltoft Vig.
En urørt skov er i bund og grund, at vi mennesker ikke skal røre en finger.
- Man holder øje med det, men så heller ikke mere end det, siger naturvejlederen om de urørte skove.
- Naturen skal nok finde ud af det, bare vi giver den mulighederne, siger han.
Syv urørte skove i Østjylland
Mere end 10.000 hektar statsskov bliver lagt om til urørt skov på landsplan, og i Østjylland er det 1.175 hektar fordelt på syv skove spredt rundt om i landsdelen.
Et af de steder er Ørnbjerg Mølle ved Ebeltoft - men der skal først laves en forvaltningsplan, rammerne skal være på plads – og så bliver motorsavene hængt på plads, når bliver det op til naturen at gøre sit.
- Driftsformålet bliver biodiversitet, biologisk mangfoldighed og hensyn til natur og dyr, siger Peter Brostrøm, der er skovrider ved Naturstyrelsen.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen betegede det forleden som en "historisk stor indsats for danske skove", da man fremlagde planerne om de urørte skove.
- Regeringen har lovet, at en femtedel af statsskovene skal være biodiversitetsskov - det leverer vi på i dag, udtaler han i pressemeddelelsen.
I videoen øverst på siden kan du komme med Morten DD Hansen en tur i skoven og høre mere om, hvorfor det er vigtigt med urørte skove.