Ni stjålne kænguruer stadig pist forsvundet: - Jeg tror ikke på, de dukker op nu
I oktober blev ni kænguruer stjålet fra Munkholm Zoo på Djursland. Ejeren håber stadig på at finde dem, men tror ikke på, at de ender med at dukke op.
Det er nu over en måned siden, at zooejer Benny Johansen vågnede op til et chokerende syn.
Natten til den 12. oktober blev hans ni kænguruer nemlig stjålet fra Munkholm Zoo nær Balle på Djursland, og her over en måned efter er de stadig pist forsvundet.
- I bund og grund er vi helt på bar bund, siger zooejer Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Mange henvendelser - men intet nyt
I oktober forsvandt ni ud af hans dengang ti kænguruer - heriblandt en sjælden albino-kænguru. Det var gennem et stort hul i hegnet til kænguruanlægget, at dyrene forsvandt.
Selvom de siden dengang har modtaget mange henvendelser fra folk, der mente at have spottet kænguruerne, har det ikke ført Benny Johansen og hans zoo til deres stjålne dyr.
- Jeg har det rigtig træls. Vi står fuldstændig magtesløse. Jeg havde håbet på, at de med den store mediedækning var dukket op et sted, siger Benny Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke på, at de dukker op nu. De er væk - måske i udlandet, vil jeg tro, siger han.
Har sat kamera op og fået én kænguru mere
Tyveriet blev dengang meldt til Østjyllands Politi, som bekræftede anmeldelsen over for TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi er ude på stedet nu, hvor vi kan bekræfte, at hegnet til kænguruerne er klippet op, og de er væk, sagde vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND tilbage i oktober.
Benny Johansen roser politiets arbejde.
- De skal virkelig have ros. De har virkelig taget sagen alvorligt, siger han.
Det har ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra Østjyllands Politi i dag, søndag.
Siden episoden har Munkholm Zoo sat kameraovervågning op og har fået yderligere én kænguru fra Aalborg Zoo, så der nu er to i kænguruanlægget.
Benny Johansen håber i sidste ende, at de finder kænguruerne - men mener desværre også, at det ser sort ud.