Thomas chokeret over trafik i lille by: - Skal der lig på bordet?

Borger stærkt bekymret over trafik i by. Politiker lover bod og bedring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ifølge Thomas Lieberg Kristjansen er den trafikale situation i Ryomgård stærkt bekymrende. Foto: Privat

Thomas Lieberg Kristjansen har boet i Aarhus det meste af sit liv, men for to år siden flyttede han og familien til Ryomgård på Djursland for at leve i landlig idyl.

I dag siger han, at han vil være mere tryg ved at færdes med sine to børn i trafikken i Aarhus.

Der bliver nemlig kørt alt for hurtigt i Ryomgård, mener Thomas Lieberg Kristjansen, der giver udtryk for sin bekymring og frustration i et nyt facebookopslag i den lokale gruppe "8550 Ryomgård".

Der bor omkring 2500 mennesker i Ryomgård, der er beliggende mellem Randers og Grenaa. Foto: Google Maps

Fartbøller har frit lejde

Bilister, der kører for hurtigt, er et problem på Nimtoftevej, men i særdeleshed på hovedgaden Vestergade, lyder det.

- Der er kun en lille forhøjning, og den kan du godt tage med 80 kilometer i byen. Fartbøllerne har fri mulighed for at køre stærkt. Der er fartdæmpende foranstaltninger i alle andre byer mindre byer, men ikke i Ryomgaard, siger Thomas Lieberg Kristjansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er netop en mangel på fartdæmpende foranstaltninger i den lille stationsby, der er problemet, lyder det.

Bil fløj ind i hus

Opslaget i "8550 Ryomgård" kommer i kølvandet på et voldsomt uheld på Nimtoftevej i Ryomgård. Her mistede en 17-årig bilist i høj fart herredømmet over sin bil, som lettede fra jorden og slog hul i muren på hus

Vi anerkender, at der er en reel udfordring i Ryomgård. 
Kim Lykke Jensen, udvalgsformand for teknik og miljø, Syddjurs Kommune

Ifølge Thomas Lieberg Kristjansen boede hans familie i huset på Nimtoftevej indtil for tre uger siden.

- Det uheld ville ikke kunne ske, hvis der var bomme eller vejchikaner. Vi kan ikke fjerne de vilde bilister eller lastbilchaufførerne, men vi kan opsætte en chikane, siger Thomas Lieberg Kristjansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Thomas Lieberg Kristjansen tør ikke lade sine to børn, en syvårig pige og en treårig dreng, gå på Vestergade, og han efterspørger politisk handling i forhold til den trafikale situation i Ryomgård.

- Folk her i Ryomgård har råbt højt om det i mange år. De har prøvet at råbe politikerne op. Politikerne siger, at de vil kigge på det, men der sker ikke noget, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er et kæmpe problem. Jeg bebrejder kommunen, at der ikke er taget nogle foranstaltninger.

Ifølge udvalgsformand for teknik og miljø i Syddjurs Kommune, Kim Lykke Jensen, vil der komme fartdæmpende foranstaltninger på Vestergade i løbet af 2021. Foto: Privat

Politiker: Hjælpen er på vej

Ifølge udvalgsformand for teknik og miljø i Syddjurs Kommune, Kim Lykke Jensen, er der hjælp på vej.

- Vi anerkender, at der er en reel udfordring i Ryomgård. Der er meget tung trafik, der skal igennem byen, og vi kan godt se, at der skal skabes større trafikal tryghed. Vi lytter altid til borgere, og når der er et massivt borgerønske, er det ofte fordi, der er et problem, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han lover bedring i forhold til både Vestergade og Nimtoftevej.

- Vi har sat penge af til fartdæmpende foranstaltninger på Vestergade. Projektet skulle have været udført i år, men det er blevet forsinket, fordi vi tidligere i år var ved at løbe tør for penge i den kommunale pengekasse, siger og fortsætter:

- Der bliver installeret fartdæmpende foranstaltninger i form af bump, hævede flader eller chikaner på Vestergade i løbet af næste år.

I forhold til Nimtoftevej er det meningen, der skal laves en ny vej, som skal køre helt op til Korslundkrydset, hvor vejen møder motortrafikvejen mod Aarhus, lyder det fra Kim Lykke Jensen.

- Der vil ske en trafiksanering, og der vil man gå efter at skabe den bedste sikkerhed og fremkommelighed, siger han.

Kim Lykke Jensen kan ikke oplyse, hvornår denne trafiksanering vil finde sted.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her