Fremover er forældrekøb kun for de allerrigeste, siger cheføkonom

Cheføkonom advarer forældre mod at leje ud til barnets kæreste eller roomie for at omgå loven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den nye finanslov fjerner en del af de fordele, der tidligere har været ved forældrekøb.
Af Maiken Brusgaard Christensen
I samarbejde med tv2.dk

Antallet af såkaldte forældrekøb - en lejlighed købt af forældre, som lejer den ud til deres barn - kommer efter al forventning til at styrtdykke.

Regeringen, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet har nemlig i finanslovsaftalen for 2020 besluttet at fjerne muligheden for at benytte virksomhedsordningen ved netop forældrekøb. En mulighed, som langt størstedelen af køberne benytter sig af.

En opgørelse fra Home viser, at godt hver tiende lejlighedshandel i København på nuværende tidspunkt er et forældrekøb.

Forligsparternes beslutning vil betyde, at kun forældre fra den absolut øverste del af lønstigen fremover vil kunne købe en bolig til deres børn, fortæller Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom ved Nordea.

- Der vil nok stadig være nogle velhavende forældre, som vil gå ind på det her marked. Men vi har også en forventning om, at mange forældre vil trække sig, og det vil alt andet lige betyde, at ventelisterne på studieboliger og kollegieværelser vil blive længere, siger hun til TV 2.

Fordelene forsvinder

Det er i forvejen kun forældre, som betaler topskat, der kan have gavn af virksomhedsordningen. Med den følger en lang række fordele, fordi visse udgifter kan trækkes direkte fra overskuddet, så de skal slippe mindre i både AM-bidrag og topskat. Fradragene kan desuden trækkes fra med en fradragsværdi på op til 55,09 procent, mens fradragsværdien for andre boligejere kun går op til cirka 33,6 procent.

Udgifter, der kan trækkes fra, er blandt andet:

Forsikring

Revisor

Vand- og kloakrenovation

Fællesudgifter

Vedligeholdelse

Prisen vil dale

En direkte konsekvens af finansloven vil også kunne mærkes for boligejere, der ikke lejer ud til et familiemedlem. Fordi det bliver mindre attraktivt at lave forældrekøb, vil efterspørgslen på små lejligheder falde - og så følger prisen efter, forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Præcis hvor mange forældre, der forventes at trække sig fra forældrekøbsmarkedet, tør hun ikke forudsige. Men hun mener, at det vil kunne ses allerede fra i dag. Både i forhold til antal forældrekøb og den samlede efterspørgsel på små ejerlejligheder.

Rammer alle forældrekøb

Afskaffelsen af virksomhedsordningen for forældrekøb får ikke alene betydning for de forældre, der overvejer at investere i en bolig til børnene. De forældre, der allerede har sat deres penge i mursten, skal også finde anden skatteløsning i det nye år.

- Hvis man i dag ejer en lejlighed, som man lejer ud til sine børn, er der ikke længere lige så attraktive skattemuligheder for at finansiere lejligheden, som man hidtil har haft, siger Lise Nytoft Bergmann.

Faktisk er den eneste mulighed nu at blive beskattet efter de mindre attraktive personskatteregler, hvis man fortsat ønsker at leje ud til et nærtstående familiemedlem. Her advarer Lise Nytoft Bergmann forældre om forsøg på at slippe uden om loven ved eksempelvis at leje boligen ud til barnets roomie eller kæreste.

- Man skal huske, at man bliver underlagt lejeloven. Det betyder, at skulle forholdet ikke holde, vil det være umuligt at opsige kontrakten med kæresten, siger hun.

Det er ikke muligt at sige, hvor mange ekstra kroner loven kommer til at koste den enkelte boligejer, da det blandt andet afhænger af boligens pris.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her