Hun gik rundt med åben ryg i 60 dage: Nu skal Julie skæres i for sidste gang

Der er meget på spil, når Julie Kvelland skal opereres for fjerde gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Billedet til venstre viser, hvordan Julie Kvellands overkrop ser ud i dag. Foto: Anne Troensegaard

Den 10. marts vil læge Mille Sværdborg lave et vandret snit. Snittet vil gå fra den ene side af Julie Kvellands ryg til den anden. Det er et snit, der kommer til at få store konsekvenser.

Det er fedt, lægen skal fjerne. Julies fedt er ikke som dit og mit. Det er hårdt, og hendes fedtdepoter er samlet på overkroppen - særligt på ryggen og halsen. Til gengæld er hendes ben meget spinkle.

Det er fjerde gang, 23-årige Julie skal opereres. Fjerde og sidste gang, for efter operationen den 10. marts tør lægerne ikke operere flere gange.

Så kommer de ind og rammer noget, de ikke skal, som Julie Kvelland formulerer det.

Julie Kvelland frygter, at hendes hjerte svigter i forbindelse med den kommende operation. Hun prøver dog at holde hovedet koldt og tænke rationelt.

Må ikke gå galt

Julie Kvelland lider af partiel lipodystrofi. En ekstremt sjælden sygdom, der skyldes en genetisk fejl. Ifølge Julie er hun den eneste europæer, der lider af sygdommen.

Når Julie den 10. marts tager turen fra Randers, hvor hun bor, til Plastikkirurgisk Klinik på Aarhus Universitetshospital er det med en viden om, at det ikke bliver bedre efter denne operation.

- Jeg er mere bange den her gang. Jeg vil blive glad, hvis det ender med et pænt resultat. Det er altafgørende for, om jeg bliver tilfreds fremadrettet, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det gik galt sidste gang. Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvis det går galt. Det skal bare ikke gå galt.

Julie Kvelland må leve med, at folk kigger og peger, når hun bevæger sig rundt i offentligheden. På en dårlig dag bliver hun også råbt ad.

Ryg i vakuum

Julie overdriver ikke, når hun siger, at det gik galt sidste gang. Operationen fandt sted i maj 2018.

- Operationssåret ville ikke hele, og der gik infektion i det. Jeg gik rundt med en helt åben ryg i to måneder, før de kunne genoperere mig. De havde skåret mig op fra nakken og næsten ned til bunden af ryggen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

I de to måneder, Julie ventede på en ny operation, måtte hun have et dræn, og hendes ryg blev pakket ind i vakuum. Der var slanger overalt.

Som en konsekvens af operationen har Julie Kvelland fået føleforstyrrelser på ryggen. Hun kan ikke mærke, hvis nogen rører hende på huden, hvor hun er blevet opereret.

Det har ikke altid været nemt for Julie at kigge sig selv i spejlet. Hun har tabt sig omkring 20 kilo, siden hun blev opereret i 2018.

Angsten

Efter operationen i 2018 ville Julie ikke mere. Det er først nu, hun er klar til at blive opereret igen. Hun må dog overvinde sig selv.

- Jeg har det ikke særlig godt. Jeg er rigtig bange for at dø under operationen, selvom det ikke er sandsynligt. Jeg må tage det, som det kommer, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Angsten for at dø er tæt forbundet med den angst, Julie lider af til daglig. Hun forklarer angsten som en reaktion på, at hun gennem livet har følt sig fremmedgjort af sine omgivelser.

Julie Kvelland blev diagnosticeret med partiel lipodystrofi som 16-årig. Det var en stor lettelse at få diagnosen, men både før og siden har hun følt, at hun står til skue.

Julie bor i Randers, hvor hun også er vokset op med sine forældre og en storebror.

Hvisken og mobiltelefoner

TV2 ØSTJYLLAND har flere gange beskrevet Julies kamp for at blive set som et helt almindeligt menneske. Det kan være svært, når man ser anderledes ud.

Folk stirrer på Julie, når hun bevæger sig uden for sin lejlighed. Hvis de er høflige, nøjes de med at hviske til deres sidemand, men mange peger også fingre og råber.

Flere gange, end Julie har lyst til at mindes, har et medmenneske taget sin mobiltelefon frem og taget et billede af hende. 

For tre år siden startede Julie Kvelland en blog for at få sit eget talerør. Bloggen har givet hende nogle sejre (video fra september 2017).

For grim til kærlighed

Julie Kvelland er afklaret med, at hun aldrig vil blive helt flad på ryggen, og at hendes hals formentlig altid vil se anderledes ud.

Men de operationer, hun allerede har været igennem, har givet hende et mere normalt udseende, og den kommende vil fjerne endnu mere af "puklen" på ryggen.

Særligt to mennesker er glade for, at den kommende operation efter alt at dømme bliver den sidste, Julie skal igennem. Det gælder uanset hvad, resultatet bliver.

- Mine forældre er altid nervøse for, at der går noget galt, når jeg skal opereres. Min mor har sagt, at hun aldrig sover særlig godt natten før, jeg skal opereres, siger Julie Kvelland til TV2 ØSTJYLLAND.

Julie har tidligere deltaget i DR3-programmet "For grim til kærlighed". Det gjorde hun for at sprede et budskab om, at vi skal være ordentlige over for hinanden.

Ifølge oversygeplejerske på Plastik- og Brystkirurgi på Aarhus Universitetshospital, Martha Lund, udfører personalet på afdelingen omkring 5500 operationer om året.

Julie Kvelland har været sygemeldt i omkring tre år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her