Isfænomen viser sig i de danske skove

Det ligner fine, hvide hår, men lige så snart man rører det, smelter det bort under ens fingre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
De fine hår består af helt tynd is. Foto: Mia Dalager / Seerbillede
Af Jeppe Lykke Hansen og Sophie Schou Jensen
I samarbejde med tv2.dk

Et af efterårets mere ejendommelige fænomener er begyndt at dukke op i de danske skove.

Under helt særlige forhold opstår det såkaldte nisseskæg, der er helt tynde tråde af is, som man kan finde på træstykker og grene i den danske natur.

Mia Dalager fra Kolding stødte på det specielle fænomen under en morgentur ved en skrænt ved Marienlundssøen og sendte billedet til TV 2 Vejret.

- Jeg tænkte først, om det kunne være noget svamp, da jeg så det, fortæller Mia Dalager.

Men så genkendte hun den hvide masse som nisseskæg, som hun tidligere har set et billede af hos TV 2 Vejret.

Grenen med nisseskægget lå op ad en skrænt ved Marienlundssøen i Kolding, hvor hun var ude at gå en morgentur. Det er første gang, hun er stødt på det.

- Jeg følte mig meget heldig. Jeg ved ikke, om det er sjældent, men det er det for mig, siger hun.

Forsvandt ved berøring

Hun beskriver nisseskægget som meget skrøbeligt.

- Det føltes som is, bare meget fint og tyndt. Det smeltede i det øjeblik, jeg rørte ved det, lyder det fra Mia Dalager.

Nisseskæg eller håris er et fænomen, vi hører om hvert år, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Det opstår, når fugten inde i en svampeinficeret gren i forrådnelse presses ud i frostvejr.

- Det kan måske lyde underligt, at det kræver en svampeinfektion, men det er det, der adskiller grenene med nisseskæg fra de andre. Ellers ville der være nisseskæg på dem allesammen, forklarer han.

Lidt af et mysterium

Ved en engelsk undersøgelse af fænomenet lykkedes det ikke at finde et eneste tilfælde af nisseskæg uden en svampeinfektion.

Men faktisk ved forskerne ikke helt, hvad der får isen til at danne de tynde hår.

- Forståelsen af, hvordan det kommer, er ikke fuldstændig, men vi kan se, hvad der kræves, for at det sker. Det er meget ejendommeligt, at det kan blive til de her lange strå. Intuitivt vil man tænke, at dråberne ville blive til almindelig rim, når de kommer ud af træet, siger Jens Ringgård Christiansen.

En af grundene til, at man ikke ser nisseskæg så tit, er, at det ligesom rim typisk forsvinder i løbet af morgenen, når temperaturen stiger.

Nisseskæggets hår kan blive adskillige centimeter lange.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her