Oversvømmet på begge sider af hækken - Ægtepar kan ikke klare mere
Gudenåen er gået over sine bredder i voldsom grad, og det går slemt udover beboerne i nærheden.
Oversvømmelserne langs med Gudenåen er til at få øje på for tiden, og det plager de borgere, der bor langs med åen.
Det er blandt andet gået slemt ud over Svostrup Kro ved Silkeborg, hvor haven er én stor, høj vandmasse, og to pumper kører på fulde drøn i kælderen i et desperat forsøg på at undgå, at kroens kælder også bliver fyldt op med vand.
Det fik borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V), onsdag at se med egne øjne, da han tog på rundtur langs med Gudenåen. Første stop var netop Svostrup Kro, hvor det meget belejligt, at borgmesteren havde iført sig gummistøvler.
- Jeg tænker, det er frustrerende. Det er alvorligt, og vi er nødt til at gøre noget, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.
Sandsække kan ikke gøre det
På sin rundtur kom borgmesteren dog ikke forbi Lysåvej 27, hvor der ellers bor et ægtepar, der er hårdt ramt af de massive mængder regn, der er faldet den seneste tid.
- Det er meget stressende, og det er også bekymrende, at det bare bliver ved med at vælte ned. I næste uge lover de mere vand, og hvad gør vi så, siger Anette Mouritsen, der lige nu har vand på begge sider af hækken, til TV2 ØSTJYLLAND.
Indtil videre har Silkeborg Kommunes løsning været sandsække, som ligger på rad og række langs med Anette Mouritsen og John Mikkelsens hus.
- Jeg er i tvivl, om det er nok, hvis vi får så meget vand, som de lover i næste uge. For vi kan godt holde det nu, men altså ti til tyve centimeter mere, så tror jeg, det er slut, siger John Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ekspert: - Ekspropriér
Vejrudsigten i næste uge ser altså dyster ud for ægteparret, og kigger man længere ud i fremtiden, lysner det ikke ligefrem. På grund af klimaforandringerne spår forskere, at der kommer endnu mere vand fra oven.
Derfor mener en ekspert i vandløb, at Silkeborg Kommune kan blive tvunget til at se på alternative løsninger i fremtiden, der er noget mere indgribende end en bunke sandsække.
- Man bør finde en eller anden form for økonomisk kompensation, og så enten flytte husene eller overveje, om man skal udpege nogle områder, hvor man siger, at der kan der simpelthen ikke være beboelse, siger Morten Lauge Fejerkov, der er seniorspecialist i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Forslaget om at ekspropriere ejendomme kan ægteparret på Lysåvej godt se fornuften i.
- Hvis der ikke er andre muligheder, så tror jeg egentlig godt, vi vil tage imod det. Vi kan ikke holde til det her meget mere for at sige det, som det er, siger John Mikkelsen.