Lænket til kørestol i 10 år efter fejloperation – nu konkurrerer hun i bikinifitness
Mange år efter en fejloperation var Heidi Ulf afhængig af kørestol eller krykker
Lyset glimter i diamanterne på bikinien, da en storsmilende Heidi Ulf fra Kjellerup kigger ud over de mange fremmødte.
Hun står på scenen til dette års bikinifitness-konkurrence. Hun er stærk. Og det er svært at forestille sig, at selv samme pige for få år siden var lænket til en kørestol.
For 10 års afhængighed af både krykker og kørestol blev den pris, som Heidi Ulf måtte betale efter en fejloperation for en skæv fod.
Fod sad fast i mors ribben
Heidi Ulf kom til verden med kejsersnit, og det foregik ikke uden problemer. For da hun skulle ud af sin mors mave, sad det ene ben fast i et ribben, og foden blev vredet skæv.
- I mange år blev mine forældre forsikret om, at den nok skulle rette sig ud, men det gjorde den aldrig. Så jeg gik og faldt over min fod, fortæller Heidi Ulf, der i dag er 29 år.
Alligevel spillede hun som barn både håndbold og fodbold. Men foden var altid i vejen, og i sidste ende var en operation uundgåelig.
Lårbenet blev brækket
Under operationen blev Heidi Ulfs lårben brækket op, så lægerne kunne dreje benet. Men i stedet for at dreje det de planlagte 30 grader, blev det i stedet drejet 45 grader. Så fra før at vende indad, vendte foden nu udad.
- Jeg kan stadig huske, da jeg vågnede fra narkosen og sagde til min mor, ”der er noget rivende galt her”. Jeg havde fået at vide, at jeg ville have ondt, men ikke så ondt, siger hun og fortsætter:
- Det var forfærdeligt. Når jeg prøvede at komme op af sengen, så besvimede jeg af smerte.
Efterfølgende gennemgik hun flere operationer og forsøg på genoptræning, men lige lidt hjalp det. Hendes identitet som sportspige gled i baggrunden, og modløsheden indtog tomrummet.
Der skulle gå ti år, før hun mødte en læge, der før havde hjulpet folk i samme situation.
Græd på løbebåndet
Denne læge sendte hende på et særligt genoptræningsforløb i udlandet, og det blev vendepunktet for Heidi Ulf.
- Da jeg kom hjem derfra, bestemte jeg bare, at nu havde jeg fået fornyet styrke, og nu ville jeg kæmpe, siger hun.
Genoptræningen krævede ikke kun disciplin, men også gode venner.
- De første par gange havde jeg en veninde, der måtte køre min kørestol over til løbebåndet og se mig græde, når jeg steg op. Men så begyndte der endelig at ske noget, siger Heidi Ulf.
Troede ikke, det var muligt
Selvom modløsheden i dag har forladt Heidi Ulf, er smerterne der stadig dagligt. De vækker hende tidligt om morgenen, men i stedet for at dvæle ved dem, betyder de nu, at hun står nede i fitnesscenteret klokken fem om morgen. For det er her, hun blomstrer, forklarer hun.
De mange timers træning resulterede dog ikke i nogen finaleplads i bikinifitness i denne omgang. Men det var heller ikke det vigtigste.
- For mig var det en sejr i sig selv at stå på den scene. Jeg troede ikke, at det var muligt, så det var rigtig stort, siger den tidligere kørestolsbruger.