Forældre kan kun vælge mellem 'mor' og 'far': Nu er nye muligheder på vej
Man skal som LGBT+-person på ingen måde føle sig forkert i Aarhus Kommune. Det skal nye tiltag, der i går blev vedtaget på byrådsmødet, sørge for.
I vores kontakt med kommunen skal vi mødes, som dem vi er. Derfor er det ikke længere nok kun at blive præsenteret for mulighederne 'mor' eller 'far', lyder et af elementerne i et nyt forslag fra SF i Aarhus, som onsdag blev vedtaget af byrådet.
Det er relativt uproblematisk for et homoseksuelt par at skrive under på vielsespapiret i kirken.
Her står der 'ægtefælle 1' og 'ægtefælle 2', og kønnet hos ægteparret er derfor ikke noget, der synes vigtigt.
Men byrådsmedlem Liv Gro Jensen (SF) har selv mærket, at det at få et barn med en kvinde, og dermed være 'medmor', giver udfordringer.
Her er forslaget fra SF
- Der igangsættes en udvikling af alle dele af kommunens egen kommunikation og information med fokus på, at alt kommunikation skal kunne rumme alle typer af modtagere.
- Den årlige kommunale sundhedsmåling i folkeskolen udvides til også at inkludere måling af trivslen for LGBT+ børn og unge, ved at der gives mulighed for at notere om man er LGBT+person. Eleven kan skrive sin seksualitet, sin kønsidentitet og angive hvis de er i tvivl om enten seksualitet eller kønsidentitet.
- Samarbejde med lærer- og pædagoguddannelsen om undervisning af kommende lærere og pædagoger i forskellige kønsidentiteter, seksuelle orienteringer og forebyggelse af diskrimination
- Via en inddragende proces tilbydes en række pædagoger, lærere, socialrådgivere og øvrige voksne i kontakt med børn og unge et forløb med viden om seksuelle orienteringer, kønsidentiteter og diskrimination og ikke mindst sparring med relevante fagfolk om, hvordan man som voksen kan skabe en endnu mere mangfoldig og inkluderende hverdag for børn og unge.
- Der igangsættes en kvalitativ undersøgelse, hvor LGBT+ personer i flere aldersgrupper og LGBT+ personers børn inviteres til at deltage og gennem billeder, skrift, fortællinger mv. bidrager med eksempler i kommunen på, hvor de ser udfordringer i forhold til at føle sig mødt og repræsenteret i Aarhus Kommune
- Alle mennesker skal have adgang til toiletter og badeforhold i de offentlige bygninger. Det betyder, at blandt andet skoler og biblioteker skal sikre kønsneutrale toiletter, og vi foreslår at ved nybyggeri og større ombygninger skal idrætshaller og andre idrætsfaciliteter sikre kønsneutrale toiletter og omklædningsrum.
Afsendere: Liv Gro Jensen (ordfører), Mette Bjerre, Thomas Medom og Jan Ravn Christensen
For da det aarhusianske byrådsmedlem sammen med sin kone blev mor, oplevede hun, at der ofte ikke findes en 'boks,' der passer til hende.
På de papirer, der omhandler forældreskab, er det oftest blot muligt at sætte kryds ved 'mor' eller 'far'.
Netop den problematik har fået byrådsgruppen fra SF i Aarhus Kommune til at stille forslag om, at der skal sættes fokus på at sikre, at LGBT+-personer får en følelse af, at der er en boks, der passer til dem. Et forslag, der blev behandlet på byrådsmødet onsdag.
Glæde i SF
Forslaget blev vedtaget - til stor glæde for Liv Gro Jensen.
- Det er så dejligt og vigtigt. Jeg drømmer om, at det bliver sådan i Aarhus, at uanset hvilken aarhusianer du er, så føler du dig tryg og velkommen, når du bliver mødt af kommunen eller for eksempel starter i skole eller skal klæde om et offentligt sted.
- Vi har peget på en lang række ting som skal forbedres, og vi er rigtig glade for at tilbagemeldingen, er at vi vil tage det seriøst som kommune og gøre noget ved det, siger Liv Gro Jensen.
Med forslaget mener SF, at der skal igangsættes en udvikling af alle dele af kommunens egen kommunikation og information med fokus på, at alt kommunikation skal kunne rumme alle typer af modtagere.
Udover muligheden for at kunne underskrive papirer med eksempelvis titlen 'medmor', mener de også, at det blandt andet skal være muligt at få adgang til kønsneutrale bad- og toiletfaciliteter på skoler og biblioteker.
Byrådsgruppen ønskede desuden, at den årlige kommunale sundhedsmåling i folkeskolen udvides til også at inkludere måling af trivslen for LGBT+ børn og unge, ved at der gives mulighed for at notere om man er LGBT+person.
Eleven skal kunne skrive sin seksualitet, sin kønsidentitet og angive hvis de er i tvivl om enten seksualitet eller kønsidentitet.
Læs også:
Denne del af forslaget blev ikke vedtaget i den form, SF først havde tænkt, men i stedet bliver det indført i en anden sundhedsmåling af eleverne i folkeskolen.
Forslaget delte vandene under onsdagens byrådsmøde. For selvom flere byrådsmedlemmer var enige i ønsket om mere lighed mellem kønnene i Aarhus Kommune, er der også et par 'men'er'.
Eksempelvis mener Mette Skautrup (C), at det godt kan blive for tidligt, at man hiver fokus på identifikation af køn ned over hovedet på børnene. Her lyder løsningen, at man bør vente til barnet når en vis alder.
- Det er også okay at være som de fleste, sagde hun på mødet.
Forslaget blev første gang behandlet på et byrådsmøde tilbage i juni. Siden har det været forbi Magistraten og på byrådsmødet i går blev det altså vedtaget.
Byrådet besluttede desuden, at der skal følges op på, hvordan det går med projektet i Økonomiudvalget om et år.