Mand fundet død i havn
Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at mandens død skyldes en forbrydelse.
En mand er lørdag aften blevet fundet død i Aarhus Havn.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden blev fundet kort efter klokken 19 ved Honnørkajen ved Hack Kampmanns Plads.
- Lystfiskere står og fisker ved havnen, og den ene fisker får simpelthen manden på krogen. De ringer 112, og dykkere fra Østjyllands Brandvæsen får ham op af havnen, siger vagtchef Morten Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden er identificeret som en 34-årig mand fra Aarhus-området, og han er ikke eftersøgt, oplyser politiet.
En læge vurderer, at manden kan have ligget i vandet mellem 14 og 20 dage.
Ifølge vagtchefen blev han lørdag kørt til undersøgelse, for at fastslå dødsårsagen. Mandag er analysen klar:
- Der er ikke noget, der tyder på, at han er blevet udsat for en forbrydelse, siger Jannie Lundager, der er presseansvarlig ved Østjyllands Politi.