Kommune ignorerer lægers anbefalinger: - De svigter vores søn

Familien Krøyer har i årevis kæmpet for at få hjælp til deres søn, som har flere svære diagnoser. Gang på gang har kommunen ignoreret lægernes anbefalinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Som lille ligner Jakob de fleste andre børn, men jo ældre han bliver, jo mere tydeligt bliver det for Jakobs forældre, at Jakob har brug for hjælp.

12-årige Jakob fra Odder er ikke som de fleste børn.

Det bliver tydeligt for hans forældre, Per og Brynja Krøyer, da han som syvårig bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi han er psykotisk.

- Han hørte stemmer, han truede med at slå os allesammen ihjel på daglig basis, og han forsøgte også at drukne sin lillebror. Det var rigtig slemt i den periode, siger Brynja Krøyer. 

De seneste fem år har Jakob været indlagt hos psykiatrien to gange. Her har han fået stillet diagnoserne ADHD, Tourette+ og flere forskellige såkaldte z-diagnoser, som betyder, at han er krævende og har brug for ekstra støtte.

Hvis de bliver ved med at svigte os, som de har gjort, så går det galt.
Brynja Krøyer, mor til Jakob Krøyer

En støtte som familien Krøyer i årevis har kæmpet for at få fra Odder Kommune.

- Kommunen ignorerer stort set alle anbefalinger. Det er et stort svigt af vores søn. Det, jeg synes, der har været dybt problematisk, er, at jeg som mor har været nødt til at banke så hårdt i bordet og råbe så højt for at få hjælp, siger Brynja Krøyer til TV2 ØSTJYLLAND. 

VIDEO: Brynja Krøyer frygter, at hendes søn, Jakob, en dag gør alvorlig skade på sig selv eller andre.

Magtkamp mellem skole og kommune

Psykiatriens eksperter anbefaler i 2016 blandt andet, at familien skal aflastes, og at Jakob skal gå i en klasse med få elever på en skole, som har kendskab til ADHD, og som kan tilrettelægge undervisningen præcis efter Jakobs behov.

Familien får dog først tilkendt aflastning i 2020. Og efter første indlæggelse bliver han sendt tilbage til sin almindelige klasse med 22 elever, fordi Parkvejens Skole kun visiterer én gang om året.

- Det er fuldstændig forfærdeligt. Det meste af tiden sidder han under bordet. Jeg synes, det skriger til himlen, at man gang på gang sender et barn, der har været indlagt med en psykose, tilbage til det samme skoletilbud, siger Brynja Krøyer.

Jakob er som 7-årig indlagt på psykiatrisk afdeling i 4,5 måned. Efterfølgende vender han tilbage til sin klasse med 21 andre elever.

Efter sommerferien kommer Jakob i en specialklasse med syv andre elever, selvom han ifølge lægerne hos psykiatrien kun kan overskue to-tre personer ad gangen. Brynja Krøyer oplever, at det er en magtkamp mellem skolen og kommunen, der gør, at Jakob ikke kan komme på en specialskole.

- Vi oplever, der er rigtig dårlig kommunikation mellem de to sektorer. Det ender med, Jakob ikke er i skole i hele 6. klasse, fordi de ikke kan strikke et tilbud sammen til ham. Der er han i 100 procent skolevægring, siger hun.  

Undersøgelse kommer fire år for sent

Psykiatrisk afdeling skriver ad flere omgange til kommunen, at Jakob ikke får den tilstrækkelige støtte. De skriver også, at det kan få alvorlige konsekvenser både for familien og for Jakobs ve og vel.

I 2020 udarbejder kommunen en børnefaglig undersøgelse, som skal klarlægge, hvilken hjælp Jakob har brug for. Ifølge serviceloven skulle undersøgelsen have været lavet, da kommunen første gang stiftede bekendtskab med Jakob - altså fire år tidligere.

I undersøgelsen erkender sagsbehandleren, at familien ikke har fået den tilstrækkelige støtte.

- Der er beskrevet massive vanskeligheder, der er både behandlings- og støttekrævende. Dette er ikke blevet understøttet i tilstrækkelig grad af skole og socialforvaltningen, står der i undersøgelsen.  

Jakob er indforstået med, at hans historie bliver fortalt, men han vil ikke have sit ansigt vist - med mindre det er et babybillede.

Direktør: Vi arbejder på at rette op

De seneste år er Odder Kommune blevet bevidst om, at det ikke fungerer optimalt i Børne- og Familiecentret, og at flere familier har oplevet, at de ikke får den hjælp, de har brug for.

For at rette op på problemerne ansatte centret sidste år en jurist, de har lavet en udviklingsplan, opnormeret sagsbehandlingernes arbejdstid og lavet et samarbejde med en borgerrådgiver.

Jeg frygter, han gør skade på sig selv, slår sig selv ihjel eller kommer til at slå en i familien ihjel.
Brynja Krøyer, mor til Jakob

Flemming Skaarup, der er direktør for Børn, Uddannelse og Kultur i Odder Kommune, vil ikke kommentere på familiens sag, og han ønsker heller ikke at stille op til interview. I stedet sender han dette skriftlige svar til TV2 ØSTJYLLAND:

- De senere år har der været nogle ting hos Børne- og Familiecenteret, som ikke har fungeret optimalt, herunder også samarbejdet med skolerne. De ting har vi arbejdet – og arbejder stadig – med at rette op på, og vi er kommet et godt stykke af vejen. Det er også det budskab, vi får fra de borgere, der er i kontakt med Børne- og Familiecenteret, skriver han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg vil gerne opfordre de borgere, der stadig oplever udfordringer i kontakten med Børne- og Familiecenteret, til at tage fat i enten sagsbehandleren eller lederen af afdelingen, for vi vil rigtig gerne i dialog med dem, skriver Flemming Skaarup.

Lone Jakobi, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet og formand for Børne, - Unge, - og Kulturudvalget i Odder Kommune, ønsker ikke at stille op til interview. Hun henviser til Flemming Skaarups skriftlige svar. 

Jakob overfalder sin mor

I 2020 kommer Jakob endelig i aflastning hver anden weekend, men det fungerer ikke optimalt. Det kommer blandt andet til udtryk i en sms, han sender til sin mor, Brynja Krøyer:

- Mor, jeg har det ikke godt, især på den psykiske måde. Jeg er begyndt at tænke på at dræbe folk og dræbe mig selv, skriver han. 

Jakob sender denne sms til sin mor en weekend, hvor han er på aflastning på et Bosted i Bording.

Det er også det tidspunkt, Jakob har det allerværst. Han går ikke i skole, og han isolerer sig selv på sit værelse. I begyndelsen af i år eskalerer det, da Jakob overfalder sin mor og slår hende 10-15 gange.

Han bliver efterfølgende anbragt på en institution med kriminelle unge, hvor han lærer at ryge cigaretter, hash og bliver overfaldet. 

Brynja får 10-15 slag af sin søn en vinteraften i februar 2021.

I dag er Jakob hjemme igen. Han har fået et nyt aflastningstilbud, og han går i skole to timer om dagen, hvor han har 1:1-undervisning. Men familien mener ikke, den nuværende hjælp er nok.

- Jakob burde være i specialskole. Et sted, hvor han kunne være hele dagen, og hvor han får skræddersyet dagligdagen efter hans behov, således at jeg kan komme på arbejdsmarkedet, og vi kan få en stabil og ordentlig hverdag med en god struktur, siger Brynja Krøyer til TV2 ØSTJYLLAND.

Familien føler, at de lever som gidsler i deres eget hjem, og den manglende hjælp til Jakob har taget hårdt på dem som familie. Samtidig har familien en frygt for, at deres kamp om at få hjælp til Jakob aldrig får en ende.

- Hvis de bliver ved med at svigte os, som de har gjort, så går det galt. Jeg frygter, at det her ender med et barn, der ikke får sin 9. klasses afgangseksamen, og at der kommer til at ske noget meget, meget voldsomt. Jeg frygter, han gør skade på sig selv, slår sig selv ihjel eller kommer til at slå en i familien ihjel, siger Brynja Krøyer til TV2 ØSTJYLLAND. 

De sidste fem år har taget hårdt på hele familien Krøyer.

Familien har aldrig klaget til Ankestyrelsen over kommunens afgørelser. De har heller aldrig klaget til Klagenævnet for Specialundervisning. De har ikke orket det, og de har heller ikke haft tillid til, at de vil få noget ud af det – heller ikke, hvis de vandt sagen.

I stedet har de netop hyret en advokat, som er i gang med at se på Jakobs sag.  

Sådan har vi gjort

Denne fortælling er Brynja og Per Krøyers udlægning af forløbet. Vi har gennemlæst familiens sagsakter for at faktatjekke oplysningerne. Jakob Krøyer er indforstået med, at vi fortæller hans historie. Han ønsker dog ikke, at andet end babybilleder af ham bliver vist. Derfor er hans ansigt sløret på nogle billeder.

Vi har forholdt Børne- og Familiecentret i Odder Kommune for den kritik, familien kommer med, men de ønsker ikke at kommentere på den pågældende sag.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her