Kommune sløjfer tilbud til diagnosebørn
Randers Kommune vil droppe heldagstilbud for specialklassebørn i kommunen. I stedet skal pengene gå til kommunens andre folkeskoler.
Snart kan Nete Ankerstjernes trettenårige datter Asta-Marie Ankerstjerne og andre børn med diagnoser se frem til store ændringer i deres liv.
For Randers Kommune vil ikke længere betale for heldagstilbud til børnene. Derfor har de besluttet at nedlægge heldagstilbuddene til byens specialklassebørn.
- Hverdagen bliver rigtig træls og dårlig for rigtig mange børn, siger Nete Ankerstjerne til TV2 ØSTJYLLAND.
Indtil nu har diagnosebørn kunne benytte sig af et af de fem heldagstilbud, som Randers har.
Asta-Marie Ankerstjerne er autist, og til dagligt går hun på Firkløverskolen i Randers, som er et af de nuværende heldagstilbud til udfordrede børn.
- Det er fantastisk med de erfaringer, som personalet har, siger Nete Ankerstjerne.
Kommunen kan spare penge på blandt andet taxakørsel og administrative medarbejdere
Kvalitet i folkeskolen
Men for Randers Kommune giver det mening. Specialskoleområdet i Randers klarer sig ifølge kommunen bedre end landsgennemsnittet, og lige nu står de øvrige skoler i Randers og trænger til et løft.
Derfor har man fra kommunens side besluttet at spare heldagstilbuddene for specialskolerne væk.
- Vi er nok nødt til at sige, at vi skal sætte niveauet lidt ned på vores specialundervisning. Sådan vi i stedet for kan sætte kvaliteten op på den almindelige folkeskole, siger direktør for Børn Og Skole i Randers Kommune, Michael Maaløe.
Ringere skolegang
Fremover vil Nete Ankerstjernes datter og andre børn med diagnoser i stedet skulle gå i almindelige specialundervisningstid og SFO med kortere åbningstider.
Ifølge pædagogisk filosof og skoleekspert ved Aarhus Universitet, Brian Degn Maartensson, skal man være varsom med at lave den slags omfordeling for børn, der går i specialskole.
- Det kan betyde, at de vanskeligheder som børnene har, kan virke voldsommere. Det kan betyde, at deres skolegang bliver væsentlige ringere, så de ikke har samme adgang til uddannelse og arbejde, siger han.
Alle skal have et godt skoletilbud
Ifølge formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune, Steen Bundgaard (A), er kommunen nødt til at flytte nogle penge fra specialundervisningen over til den almindelige skole i kommunen for at give alle skolesøgende børn et godt skoletilbud.
- Det er vigtigt, at vi ser på alle de mennesker, vi har med at gøre i skolevæsenet. Vi er nødt til at sige, at alle skal have et godt tilbud. Derfor er vi nødt til at skrue på nogle knapper engang i mellem, og det er det, vi gør nu, siger Steen Bundgaard (A).
Han tilføjer yderligere, at når kommunen flytter nogle af pengene over til den almene skole, så kan de være med til at forebygge og lave et godt tilbud i folkeskolen, så færre bliver ekskluderet.
Nete Ankerstjerne kan ikke se logikken i at bespare penge på børn med særlige udfordringer, for ifølge hende kan beslutningen om at spare på specialskolerne blive dyr for kommunen.
- Det er ikke rart at have et barn, der mistrives. Det påvirker en hel familie. Det er søskende, der får det skidt og forældre, der måske bliver skilt eller stressede. Nogle forældre kan måske ikke arbejde til sidst, siger Nete Ankerstjerne.
Ændringerne på specialskoleområdet i Randers begynder allerede at træde i kraft fra august i år.