Landmand i dilemma: Kan det svare sig at beholde slagtesvinene?
Ekstreme prisstigninger skaber problemer hos en landmand fra Mørke. Han ved ikke, om han kan fortsætte med at have sultne slagtesvin, hvis foder koster kassen lige nu.
Mens priserne stiger på alverdens varer, så er der stadig enkelte ting, der halter bagefter.
Landmand Riber Hog Anthonsens svinekød. Blandt andet.
Priserne på svinekødet har ikke oplevet et nøk op, men det har det foder, som grisene fodres med til gengæld.
Og det er ikke et svært regnestykke. Riber Hog Anthonsen, der også sidder i byrådet i Syddjurs Kommune, har lige nu en underskudsforretning, som han ikke ved, hvad han skal stille op med.
- Vi står i den situation, at vi skal finde ud af, om vi skal tro på, at grisen kommer til at koste noget mere til efteråret, eller om vi skal finde på noget andet at lave, siger han.
Svinekødet følger ikke med resten af landbruget
Det er krigen i Ukraine og inflationen i Europa, som nu også rammer landmændene på deres pengepung. Særligt priserne på foder og gødning er steget markant. Men det er ikke usædvanligt, at priserne svinger op og ned.
Dog er prisstigningerne så ekstreme lige nu, at det besværliggør at få en god forretning ud af en svinebestand, fortæller Hans Gæmelke, der er formand for Djurslands landboforening.
- Svineproduktionen har det hårdt lige nu, fordi de skal ud at købe noget dyrt foder at komme i deres grise, som de ikke får ret meget for, siger han og fortsætter:
- Vi kan kun håbe på, at priserne på svinekødet også stiger nu.
Formanden er dog glad for at se, hvordan det ellers går med blandt andet prisen på korn og mælkeprodukter.
- Det er dejligt, at vores produkter, som vi skal sælge, er blevet dyre – hvis man ser bort fra svinekødet, siger han.
Vil satse på svinene lidt endnu
Og det har altså også fået Riber Hog Anthonsen til at kigge på, hvilke andre muligheder han har, hvis han skal have penge i kassen.
- Alt er blevet dyrere – det er vildere, end det plejer at være. Så derfor må man som virksomhedsejer prøve at se, hvad der ellers er at gribe fat i, siger han.
Lige nu går han og pusler lidt med tanken om, om han skal have gang i bælgfrugter på en af markerne. Men han er ikke sikker på, hvorvidt tanke bliver til handling.
Indtil videre tror han nemlig stadig på slagtesvinene.
- Jeg sætter min lid til at svineproduktionen har en fremtid hos os, siger han.
- Prisen skal bare stige per kilo gris, men det er da også det, som rigtig mange siger, at de tror vil ske.