Efter syv år i jobcenteret fik Rasmus PTSD
Tårerne løber stille ned over kinden, mens Rasmus Søndermølle Dalgaard fortæller sin historie. En halv times interview kører ham så træt, at han må hvile sig længe efter for at holde stress, depression og diagnoser i skak.
Men spørger man den 28-årige mand og hans familie, er det hverken depression eller diagnoser, der har ødelagt hans liv. Det har til gengæld - mener de - et system, der overser eller ignorerer gentagne advarsler og fastholder Rasmus i meningsløse kurser og praktikforløb.
- Det er forfærdeligt. Helt igennem forfærdeligt. Det tager så mange kræfter og så meget energi. Det er udmattende, og det påvirker mig, det påvirker min familie og mine venner. Det er et hårdt forløb, og det har været et langt forløb, siger han.
Gennem syv år har skiftende konsulenter i Jobcenter Randers arbejdet på at afklare hans situation. Det ene forløb har afløst det andet, men hvert forsøg på at få Rasmus tilbage på sporet har ifølge familien kørt ham længere og længere ned.
I november 2021 konstaterer hans læge, at Rasmus risikerer at udvikle PTSD, og at yderligere tiltag fra jobcenterets side blot vil forværre hans tilstand.
Men på trods af lægens klare advarsel og Rasmus' bøn om en endelig afklaring, iværksætter jobcenteret endnu en indsats.
Det skal vise sig at få katastrofale følger for Rasmus.
Hård besked fra skolen: Jeg giver op
Fremtiden tegner ellers lys, da Rasmus I 2013 begynder på grundforløbet til smedeuddannelsen på Tradium i Randers. Hænderne er skruet rigtig på, og han har besluttet sig for, at han gerne vil være smed.
Bag ham ligger ti års skolegang, som ifølge Rasmus selv kan opsummeres med ét eneste ord; forfærdeligt.
Han skifter skole flere gange i de mindre klasser, han har svært ved at lære at læse og kommer i specialklasse.
Men selv om at alle omkring Rasmus er opmærksom på, at drengen har nogle udfordringer, går det galt.
- Dansklæreren ringer til mig og siger; jeg giver op. Jeg kan ikke lære Rasmus noget i dansk. Hvis han får brug for det senere i sit liv, må han tage det på aftenskolen, fortæller Rasmus' mor, Karin Dalgaard.
Rasmus finder ro når han fisker
Derhjemme har den bekymrede mor svært ved at vurdere, hvordan hendes søn har det. Rasmus viser ikke mange følelser, men under overfladen bygger frustrationerne sig op, og en dag kommer reaktionen.
- Han bryder fuldstændig sammen og vil simpelthen ikke tilbage til skolen. Så vi flytter ham igen i 6. klasse og rykker ham en klasse ned, fortæller hans mor.
På den nye skole møder Rasmus en større forståelse for, hvem han er. Der skal endnu gå mange år, før han får de diagnoser, der er nøglen til at forstå hans udfordringer. Men allerede som dreng er han godt klar over, at han ikke er som de andre børn.
- Jeg gjorde tingene anderledes end mine venner, og jeg havde andre interesser, siger han og fremhæver sin store passion for fiskeri.
- Det har jeg brugt rigtig meget tid på. Men selv de venner, der godt kunne lide at fiske, gjorde det ikke så meget som mig. For dem var det en sjov oplevelse, men for mig blev det nærmest en besættelse; stilheden, roen og den friske luft. Spændingen når du endelig får bid og så finder ud af, hvad det er, du har fanget.
Omverdenen ser ham som en introvert dreng, der vokser op og dyrker sine interesser med stor passion. Skolen siger ham ikke det store, men der er lyspunkter undervejs.
- Jeg har fået at vide, jeg aldrig vil lære at læse og skrive af to-tre forskellige lærere. Først i syvende klasse får jeg en lærer, der ikke mener, det kan passe, og det er først dér, jeg knækker koden, fortæller Rasmus.
En sen aften vælter læsset
Med folkeskolens afgangseksamen i 2012 kan han selv vælge retning i livet.
Han fuldfører grundforløbet på Tradium og begynder som smedelærling i 2014. Men efterhånden begynder arbejdet at tære på kræfterne. Rasmus føler sig mere og mere udmattet, men ved ikke, hvad det er galt.
Et år inde i lærlingeforløbet har uvisheden og udmattelsen presset den nu 21-årige Rasmus helt ud på kanten. Det kulminerer en sen aften, hvor han pludselig ringer hjem.
- Han er helt ude af den. Han har været i biografen med en kammerat og fået en parkeringsbøde. Det kortslutter for ham, og han går ned med, hvad vi tror er stress og depression, fortæller Karin Dalgaard.
Rasmus bliver sygemeldt, og kort efter begynder han på forløbet hos Jobcenter Randers uvidende om, at hans problemer kun lige er begyndt.
Diagnoser giver vished og ro for en stund
De første af en lang række indsatser bliver sat i værk, og i april 2016 genoptager Rasmus arbejdet som smedelærling ni timer om ugen. Men han har svært ved at følge forløbet, og det ender med en opsigelse. De følgende år afløser den ene virksomhedspraktik den anden, mens Rasmus får det stadig dårligere.
Han har store søvnproblemer, og i forbindelse med en udredning på Viborg Søvnklinik får Rasmus noget ADHD-medicin, der skal give ham mere energi. Men det modsatte sker, og Rasmus fortæller, at medicinen giver ham ro. Det vækker en bekymring hos Karin Dalgaard, som hun har haft før.
- Hver gang jeg har forsøgt at påpege det her op igennem hans barndom, er det altid blevet slået hen med, at han er født for tidligt. Men i og med at medicinen har den her effekt, giver jeg ham nogle test for autisme og ADHD, som jeg finder på nettet, fortæller hun.
I samråd med deres læge sender familien i efteråret 2018 Rasmus til en psykiatrisk speciallæge, og hendes undersøgelse bekræfter Karin Dalgaards fornemmelse: Rasmus har ADD og Aspergers syndrom.
- Lige pludselig har jeg en undskyldning for, hvorfor jeg kan have brug for at trække mig, og hvorfor jeg har de her små særheder. Det er lige pludselig nemmere for mig at formidle til andre, for nu har jeg rent faktisk noget konkret at sige. Det er derfor, jeg har det, som jeg har det, og gør som jeg gør. Det er, som om jeg får en tung rygsæk af, fortæller Rasmus.
Nu giver det mening for ham, hvorfor bare det at være ude blandt andre mennesker kan være en voldsom oplevelse.
- Der kan være mange lugte fra andre mennesker og mange lyde. Forskellige slags sko kan have forskellige lyde, og det tøj, jeg går i, kan også genere mig, fortæller Rasmus.
Samtidig giver diagnoserne håb for, at forløbet i jobcenteret, der nu har varet i fire år, kan målrettes og tilpasses efter Rasmus' behov og diagnoser, så han kan komme videre i livet.
Fakta om ADD og Aspergers syndrom
ADD er en betegnelse for en bestemt type ADHD, hvor H’et, der står for hyperaktivitet, er udeladt.
ADD er altså ADHD uden hyperaktivitet, og ADD kaldes derfor også ”den stille ADHD”. Personer med ADD skaber typisk færre konflikter, og det er derfor sværere for andre at få øje på deres vanskeligheder. Derfor får mange først stillet diagnosen som unge eller voksne.
Når mennesker med ADD søger at kompensere for den svækkede opmærksomhed og koncentration, kan det kræve stor energi, og de bliver derfor hurtigt trætte. Det gælder særligt i situationer, hvor der er mange eller nye indtryk at forholde sig til.
Aspergers syndrom er en form for autisme, hvor man har svært ved det sociale samspil med andre og foretrækker aktiviteter med en høj grad af gentagelse.
Personer med Aspergers syndrom vil ofte have meget specifikke interesser og stor viden om disse. De er normalt begavede, nogle endda meget højt begavede, selvom de kan have problemer med at udnytte deres begavelse på grund af deres sociale handikap.
En del personer får først konstateret Aspergers syndrom som voksne.
Kilder: Psykiatrifonden, adhd.dk og netdokter.dk
Han kommer da også på autismekursus, og af sagsakterne fremgår det, at han deltager aktivt og engageret. Men da han efterfølgende bliver sendt i endnu en virksomhedspraktik, går det igen ned ad bakke.
Hvor Rasmus i 2015 kunne arbejde ni timer fordelt på tre dage, er han i 2021 nede på kun at kunne arbejde et par timer en enkelt dag om ugen. Men Rasmus oplever, at jobcenteret presser på, for at han skal op i tid.
- De lytter ikke til mig. Når jeg siger, at jeg ikke kan mere, prøver de alligevel at få mig op i tid, og det gør jo så, at det simpelthen bliver for stor en belastning. Jeg kan godt køre over mit normale niveau i et stykke tid, men på et tidspunkt knækker filmen, og så kommer jeg bare ikke tilbage på samme niveau, forklarer han.
Situationen bliver mere og mere desperat. Rasmus kæmper med søvnløshed, han har kvalme og kaster op. Han må lade op i flere dage for at kunne klare blot et par timers arbejde og kommer udmattet hjem. Han gør det i håbet om, at forløbet på jobcenteret vil finde en afslutning. Det sker bare ikke, og Rasmus går i en konstant frygt for, hvad der venter ham.
- Det er forfærdeligt. Du ved ikke, hvornår du er færdig, og det føles som om, der er en, der jagter dig hele tiden. Du kan ikke få lov til at trække vejret, og du har ikke energi til noget som helst. Alene det at stå op om morgenen er en kamp, forklarer han.
For en person med ADD og Aspergers syndrom er faste rammer og rutiner afgørende. Men ifølge den udredning, der er lavet om Rasmus' autisme, oplever han det stik modsatte.
“Det stresser rigtig meget, fordi Rasmus ikke kan gennemskue, hvad han kan forvente. Ventetiden stresser, fordi Rasmus oplever, der ikke sker noget. Det stresser, at han ikke kan gennemskue tidsperspektivet,” står der i udredningen.
På et møde i jobcenteret i november 2021 gør Rasmus' læge det klart, at hans tilstand nu er så kritisk, at det ikke er muligt for ham at deltage i flere praktikker, og at et ressourceforløb vil skubbe ham ud over kanten. Ifølge jobcenterets eget referat understreger den pågældende læge, ”at hun er bekymret for konsekvensen af et yderligere pres og oplyser, at der vil være risiko for depression og PTSD-lignende tilstand.”
Jobcenter Randers kan altså ikke længere være i tvivl om, hvordan Rasmus har det, og at han grundet sine diagnoser har svært ved at være i længere uafklarede forløb, hvor han ikke ved, hvad der skal ske.
Dagen hvor alting gik i sort
Den 25. januar i år er Rasmus indkaldt til det foreløbig sidste rehabiliteringsmøde i Jobcenter Randers, og han er ikke i tvivl om, hvad han har behov for.
- Igennem det her lange forløb har jeg sagt, at jeg vil gerne ud, jeg vil gerne have et arbejde, og jeg vil gerne have afsluttet det her jobcenterforløb, siger han.
Forud for mødet har han selv fundet en mulig løsning. Han kan blive ansat i et flexjob, i en lokal virksomhed, hvor han som yngre havde et fritidsjob. Han kender opgaverne og føler sig tryg ved arbejdet. Han har desuden sikret sig, at der kan tages hensyn til hans behov.
Men efter at have drøftet mulighederne bliver Rasmus' største frygt en realitet. Lederen af rehabiliteringsteamet meddeler, at de indstiller Rasmus til et treårigt ressourceforløb.
- Alting gik i sort. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var det, de kom frem til med de udtalelser fra lægerne. Det kom meget bag på mig, siger Rasmus.
Ifølge Socialstyrelsen kan et ressourceforløb rumme mange forskellige indsatser som virksomhedspraktik, vejledning om kost og motion og træning i at håndtere angst og usikkerhed.
Men for en person med Rasmus' diagnoser er det lig med tre års fortsat uvished, hvor han ikke aner, hvad fremtiden bringer af kurser, tilbud og forløb.
”Det er som tidligere anført, voldsomt uhensigtsmæssigt for en person med autismespektrumforstyrrelse i særdeleshed, når han er placeret i en form for limbo-tilstand, hvor han ikke er klar over, hvad han skal forholde sig til, og hvor han ikke kender planerne eller de tanker, der er omkring hans fremtid,” skriver Rasmus' læge i den attest, jobcenteret indhenter forud for mødet 25. januar.
Men rehabiliteringsteamet i Jobcenter Randers står fast på trods af gentagne advarsler.
- På et tidspunkt spørger jeg jobcenterets sundhedskoordinator, hvordan hun kan gå med til det her, når der ligger en lægeattest, og der ligger det her referat fra lægen, der siger, at et ressourceforløb vil skubbe ham ud over kanten? Men hun svarer overhovedet ikke, siger Karin Dalgaard.
Med jobcenterets afgørelse mister Rasmus den sidste rest af håb, og han giver udtryk for, at han frygter for sit liv – at hans krop giver op, eller at han ender med at begå selvmord bare for at få fred.
- Og så gør jeg det mest lusede i hele verden. For jeg ved, at hvis jeg skal ramme Rasmus, skal jeg ramme ham med mig selv, hans søskende og hans kæreste. Jeg siger til ham, at han er nødt til at love, at han ikke tager livet af sig selv, og jeg siger til ham, at hvis han gør, så kommer jeg aldrig nogensinde over det, og det gør hans kæreste og hans søskende heller ikke, siger Karin Dalgaard.
To uger efter jobcenterets afgørelse bliver Rasmus undersøgt på en psykiatrisk klinik i Viborg, og meldingen herfra er nedslående:
"Forløbet viser en langvarig kontakt til jobcenteret, hvor RSD (Rasmus Søndermølle Dalgaard red.) konstant har været under pres," skriver psykiateren.
"Det er konklusionen, at det konstante pres på RSD har medført en kompleks posttraumatisk belastningsreaktion," fortsætter han og afslutter:
"Det må anbefales, at hans tilstand hurtigst muligt afklares, da fortsat tilknytning til jobcenteret i sig selv udgør en forværring af tilstanden. Hans funktionsniveau i forhold til arbejdsmarkedet er varigt ophævet."
PTSD er en stressreaktion på en svær psykisk belastning. Tilstanden kan opstå efter traumatiserende begivenheder, hvor man har følt stærk rædsel og hjælpeløshed. Når Rasmus' PTSD betegnes kompleks, skyldes det, at der er tale om gentagne traumer over længere tid.
"Her må det erindres, at en person med Aspergers syndrom oplever traumer for ting, som for almindelige mennesker synes at være banale," skriver psykiateren.
- PTSD er jo noget man snakker om i forhold til folk, der har oplevet krig, så det er en lidt underlig diagnose at få, for jeg har jo ikke oplevet noget så forfærdeligt som krig. Men det ændrer ikke på, at der er en konstant frygt og stress i mig, siger Rasmus.
En uventet udvikling
19. april i år tager sagen så en ny og uventet drejning, da Jobcenter Randers meddeler, at de trækker afgørelsen om det treårige ressourceforløb tilbage i lyset af resultaterne i den psykiatriske undersøgelse.
Rasmus er dermed tilbage i et jobafklaringsforløb, hvor jobcenteret skal vurdere sagen på ny. Men efter de seneste syv år har han svært ved at se en fremtid for sig, hvor Jobcenter Randers ikke kontrollerer hans liv.
- Mit eneste ønske er egentlig bare, at de lytter til eksperterne, siger han med håbet om, at forløbet ikke gentager sig. Hverken for ham selv eller andre.
- Det vil betyde, at alt den her smerte, der har været for mig, har været det værd – hvis det ikke kommer til at ske igen. Jeg har været så heldig, at jeg har familie og venner, der støtter mig. Jeg kan kun gisne om, hvordan det vil gå andre, der ikke har den støtte, siger Rasmus.
Jobcenter Randers afviser, at der er begået fejl
TV2 ØSTJYLLAND har forelagt sagen for Jobcenter Randers, og afdelingsleder for Udviklingshuset Per Damgaard har indvilget i at stille op til interview.
Modsat konklusionen i den psykiatriske rapport, mener han ikke, at det er forløbet i Jobcenter Randers, der har givet Rasmus Søndermølle Dalgaard PTSD.
Har I begået fejl i den her sag?
- Det har jeg svært ved at se, når vi har fulgt de retningslinjer, der har været.
Så et forløb, hvor I ikke laver fejl, og gør som I skal, der er det altså en mulig konsekvens, at man får PTSD?
- Jeg tror, man skal se lidt mere nuanceret på det. Der er jo mange ting, der gør sig gældende i et livsforløb, særligt når man har autisme. Så det at sige, at det kun er en enkelt indsats to timer om ugen på et jobcenter, der gør, at man får PTSD, der tænker jeg også, at der kan være andre ting i livet, der kan være medvirkende.
Så du føler ikke, at I har presset Rasmus unødigt i praktikkerne?
- Nej, det gør jeg ikke. Vi er rigtig kede af, at Rasmus har det skidt, og det er trist for os at se, at Rasmus har fået det dårligere undervejs i det her forløb. Vi havde rigtig gerne set, at vi kunne hjælpe ham til at udvikle hans arbejdsevne, så den kunne holde til et flexjob, men det er desværre ikke lykkedes.
Lægen advarer jo rent faktisk om, at han risikerer at udvikle PTSD, hvis I ikke stopper. Hvorfor bliver I så ved?
- Nu skal det siges, at et ressourceforløb faktisk kan være rigtig skånsomt, med mange forskellige typer indsatser, og det som lægen jo advarer imod er, at vi sætter Rasmus ud i flere virksomhedspraktikker.
Men der står jo, at virksomhedspraktikken er en del af jeres ressourceforløb.
- Ja, men først når han er klar til det. Og et ressourceforløb er netop et forløb som strækker sig over op til tre år og dermed med mulighed for, at Rasmus kan nå at restituere. Så rent lovgivningsmæssigt er det faktisk det tilbud, vi skal give Rasmus.
Var diagnosen ikke forventelig, når det står stort på hvidt, inden I træffer beslutningen, at han risikerer at få PTSD?
- Altså, vi kan ikke kigge ind i fremtiden.
Men lægen ser det jo, og I valgte at overse det.
- Vi har ikke overset det, vi har taget skyldigt hensyn til det - også i den indstilling, der kom fra rehabiliteringsteamet. Og vi har ikke iværksat yderligere indsatser, det er vigtigt at sige.
Men tror du ikke, at det, at I tilkender ham et nyt treårigt forløb, kan stresse en mand med autisme, når lægen skriver, at I skal stoppe?
- Det er helt klart, at når man har autisme, så vil der være rigtig mange ting, der vil kunne presse og stresse en. Det forstår vi udmærket godt, og det er faktisk også derfor, at vi for lang tid siden har anbefalet, at man får en mestringsvejleder, som kan hjælpe en med at håndtere den slags situationer. Det kunne have givet Rasmus en sparringspartner, som kunne have hjulpet ham til at tackle nogle af de ting, som senere i forløbet viser sig har været svært for ham.
Så selv om lægen også fraråder det, så tror I stadig, at det ville være den bedste løsning?
- Ja.
Stoler du ikke på lægens anbefalinger?
- Jo, men jeg stoler også på den viden, vi har omkring autisme. Vi har specialuddannede mestringsvejledere, som har viden om autisme, og dem stoler jeg også på.
Tekst: Kristian Jakobsen
Research: Christian Fomsgaard
Fotos: Privat og TV2 ØSTJYLLAND
Redaktører: Michael Lauritsen og Asbjørn Andersen
Layout: Frederikke Schmidt
Udgivet: Maj 2022
