Efter klager: Forvaltningschef rykker ind på Kongsgården

Ældrerådmand vil speede op for forandringer på det omstridte plejehjem Kongsgården. Det betyder, at stedets nye forstander får sin chef inden for på plejehjemmet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Der har været talrige klager fra pårørende over plejehjemmet Kongsgården i Viby ved Aarhus. Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, vil nu have plejen forbedret og har bedt kommunens sundhed- og omsorgschef om arbejde fra det omstridte plejehjem for at være helt tæt på. Foto: TV2 ØSTJYLLAND / Aarhus Kommune

Kongsgården skal blive et bedre plejehjem - og det i en ruf.

For hidtil er reaktionen på de talrige klager over plejehjemmet om blandt andet manglende bleskift og fejlmedicinering sket alt for langsomt.

... der har været konsekvenser. Store konsekvenser. Og jeg siger det én gang til: Vi er ikke færdige endnu.
Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

Det fastslår Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

- Vi har været for langmodige til at reagere, siger hun og uddyber:

- Det her kom til mit bord i marts sidste år, og så satte jeg min tilsynschef ind fra august. Og jeg vil gerne stå ved, at det var for langsomt. Men jeg kan ikke reagere, før jeg ved noget om det, siger hun.

Aarhus Kommune har tidligere fyret og omflyttet personale i forbindelse med sagen, og nu skal der altså sættes skub i flere tiltag.

- Vi har sat speed på, der er rykket på tingene, gjort noget ved det, og der har været konsekvenser. Store konsekvenser. Og jeg siger det én gang til: Vi er ikke færdige endnu, siger rådmand Jette Skive.

Forvaltningschef flytter ind på plejehjem

Udover at plejehjemmet netop har fået udskiftet sin forstander, skal der være meget kortere fra kritik til handling. Det betyder, at den nye forstanders chef - altså sundhed- og omsorgschef Kirstine Markvorsen - flytter ind på plejehjemmet.

Og samtidig skal områdechefen for Viby-Højbjerg Lene Offersen året ud ikke længere skal fungere som chef for forstanderen.

VIDEO: Pårørende Charlotte Ahm har oplevet, at hendes 90-årige farmor ikke har fået skiftet ble i op mod 12 timer, at hun er blevet fejlmedicineret i en grad, der har sendt hende på hospitalet og at hun ikke er blevet tilset af en læge efter et fald og et slag mod hovedet, der siden sendte hende på skadestuen.

Mellemleddet er så at sige fjernet, og øverste chef sidder på plejehjemmet.

- Ledelsen skal helt ind på plejehjemmet, så der ikke er en ekstra, der skal refereres til, siger rådmand Jette Skive.

Sagen kort

Efteråret 2019: Efter aftale med pårørende laver TV 2 skjulte optagelser af kritisable forhold på plejehjemmene Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers.

30. januar 2020: Aarhus Kommune politianmelder TV 2 for at have foretaget skjulte optagelser i en beboers plejehjemsbolig, uden at beboeren har kunnet give et samtykke. Østjyllands Politi afviser først sagen, men 26. marts meddeler politiet Statsadvokaten, at de af egen drift har indledt en efterforskning i sagen.

13. marts 2020: Fogedretten nedlægger forbud mod, at optagelser bliver vist, da behovet for offentliggørelse må vige for den meget grove krænkelse af især borgerens rettigheder, der er sket ved de skjulte optagelser.

23. april 2020: Familie anmelder plejehjemmet Kongsgården til politiet for omsorgssvigt. Samtidig stiller de sig frem i medierne med massiv kritik af stedet.

25. april 2020: Endnu en pårørende står frem med kritik af Kongsgården. Michael Espersen vælger at flytte sin far fra plejehjemmet på grund af forholdene.

26. april 2020: Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF) undskylder over de berørte familier til pårørende på Kongsgården. Hun lover bedring og personalemæssige konsekvenser.

27. april 2020: Forstanderen på Kongsgården fjernes og erstattes af en ny, mere rutineret leder.

Vil ikke have flere svigt

Ifølge rådmanden har det ikke noget at gøre med mistillid til områdechefen.

- Det er efter aftale med områdechefen, og vi er alle sammen enige om, at det var en god ídé. Både corona og det her på Kongsgården har fyldt rigtig meget for den enkelte områdechef, som også har mange andre plejehjem. Selvfølgelig har hun haft fokus rettet på Kongsgården – det er soleklart – men vi er altså også nødt til at se til alle de andre plejehjem, siger rådmand Jette Skive.

Ændringen i ledelsesstrukturen er ifølge rådmanden i stedet et træk, der skal sørge for, at der ikke er noget, der går forvaltningen forbi på Kongsgården.

For rådmanden anerkender, der har været tale om svigt på plejehjemmet.

Rådmand om Kongsgården: Usund kultur

Kritikken af plejehjemmet er særligt blomstret op i medierne i kølvandet på, at TV 2 har produceret en dokumentar med skjulte optagelser fra Kongsgården.

Dokumentaren er endnu ikke blevet vist til offentligheden, da der er nedlagt fogedforbud imod det. Men indholdet viser efter sigende kritisable forhold.

Og rådmanden har da også fået optagelserne forevist.

- Nu kan jeg jo ikke referere fra den film. Men der er i hvert fald noget i dén, som jeg ikke er tilfreds med. Der er personale, der har ageret utilfredsstillende, og det har vi selvfølgelig handlet på.

Ifølge rådmanden skal forvaltningens tilstedeværelse på plejehjemmet fra nu af også sikre, at medarbejderkulturen bliver en anden.

- Det har været en kultur ude på plejehjemmet, som ikke har været sund. Og det er der rettet op på nu. Det bliver rettet ind, og det kører nu. Vi gjort en masse foranstaltninger, siger rådmand Jette Skive til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Den 28. april overrakte en af de pårørende til beboere på Kongsgården en stak af klager fra pårørende til politikerne.

Et af fokuspunkterne vil foruden kulturen blive plejehjemmets samarbejde med de pårørende.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her