Mens alle snakker om varianter og vacciner, har forskere taget kvantespring
Forskningen i behandlingen af coronapatienter skrider hastigt frem. - Vi har fat i den lange ende, siger Jens Lundgren.
Hvorfor virker det ikke?
Lige præcis det spørgsmål har professor Jens Lundgren stillet sig selv mange gange de seneste 22 måneder.
Udover at være professor ved Rigshospitalet er han også chef for den globale indsats for at finde behandlinger mod coronavirus.
- Det kan fandeme ikke være rigtigt. Der er noget, vi har overset.
Det var der. Dét, som hans forskerhold havde arbejdet intenst med, viste sig nemlig at virke. Og i en sådan grad, at lægemidlet remdesivir nu af mange eksperter bliver betegnet som et gennembrud i behandlingen af covid-19.
Men sådan har det ikke hele tiden været.
Behandlingen virkede ikke på patienter i respirator
Remdesivir har haft en turbulent rejse fra i maj sidste år at blive udråbt til vidundermiddel i kampen mod coronavirus til i oktober samme år at blive dømt ude af Verdenssundhedsorganisationen WHO.
I november 2020 frarådede WHO ligefrem hospitaler mod at bruge remdesivir i behandlingen af coronapatienter, da lægemidlet ifølge WHO ikke havde en betydelig effekt på overlevelseschancerne, uanset hvor syg coronapatienten var.
- Jeg var også forvirret. Jeg forstod det heller ikke. Det virkede ikke på folk, der var i respirator, siger Jens Lundgren.
Samtidig arbejdede forskerne med andre lægemidler – de monoklonale antistoffer. De fungerer populært sagt som "vaccine på dåse," fordi de efterligner immunsystemets evne til eksempelvis at bekæmpe virusser.
- De virkede heller ikke på folk, der var i respirator, siger Jens Lundgren.
Men så samlede to forskerhold uafhængigt af hinanden de brikker, der skulle til for at se hele billedet.
Det ene forskerhold hører under den globale indsats med navnet ACTIV-3, som Jens Lundgren står i spidsen for. Det andet var britisk.
Alle indlagte fik al medicin - det var en fejl
Projektet under Jens Lundgren er en del af den amerikanske forskningsindsats til bekæmpelse af covid-19 og har navnet 'Operation Warp Speed.'
Og en af de mange typer medicin, som forskerholdet har afprøvet, er de monoklonale antistoffer i kombination med remdesivir.
Hvad er monoklonale antistoffer?
Monoklonale antistoffer er et laboratoriefremstillet protein, der efterligner immunsystemets evne til at bekæmpe skadelige mikroorganismer som for eksempel virusser. Antistofferne er i stand til at hindre virus i at trænge ind i kroppens celler. Af samme grund bliver de kaldt neutraliserende.
Vacciner forårsager også dannelse af de neutraliserende antistoffer. Det samme gør immunforsvaret efter smitte. Men der er stor forskel i immunsystemets egen evne til at danne dem – for eksempel på grund af alder. Ved at fremstille antistofferne i et laboratorie kan stofferne forfines, så de virker optimalt.
De monoklonale antistoffer er specifikt designet mod SARS-CoV-2’s spikeprotein og til at blokere virussen i at komme ind i cellerne i kroppen.
Remdesivir er - ligesom "antistofferne på dåse" - en kemisk fremstillet medicin. Den danner ikke neutraliserende antistoffer, men bremser derimod de enzymer, som coronavirussen skal bruge for at udvikle sig i kroppen.
- Vi ved, hvad vi står over for. Vi lavede en fejl – det var ikke bevidst – men vi lavede den fejl, at alle indlagte skulle have al medicin, siger Lundgren.
Nogen er syge af virus, andre af deres immunforsvar
Og her kommer vi tilbage til, hvorfor remdesivir og de monoklonale antistoffer ikke så ud til at have en effekt.
I starten af pandemien opfattede forskerne nemlig patienternes sygdomsbillede som om, at deres immunforsvar først havde problemer med at kontrollere virussen, og at immunforsvaret derefter overreagerede.
På det tidspunkt havde vi brugt mange uger på at slå os selv i hovedet.
Men nu ved forskerne, at der i virkeligheden er tale om det ene eller det andet: Nogle patienter evner ikke at kontrollere virussen og bliver derfor syge. Andre derimod bliver syge på et tidspunkt, hvor virussen er bekæmpet, men hvor immunforsvaret overreagerer.
- Det er et gennembrud. Hvis man skal behandle indlagte coronapatienter, skal man vide, hvorfor de er syge, siger Jens Lundgren.
For hvis patienterne er syge af virus, skal de have én type medicin som for eksempel remdesivir eller monoklonale antistoffer. Men hvis det er immunsystemet, der overreagerer, skal patienterne have immundæmpende medicin.
Og det var netop en af årsagerne til, at behandlingen ikke virkede på patienter, der på grund af covid-19-lungebetændelse var i respirator.
Af samme grund skelner forskerne nu mellem "tidlig covid-19 før indlæggelse" og "covid-19-lungebetændelse," der kræver indlæggelse.
- Antiviral behandling virker rigtig godt, når det bliver brugt tidligt i sygdommen, og den forhindrer indlæggelser. Den virker dårligere, når først en patient er blevet indlagt med lungebetændelse på grund af covid-19, siger Jens Lundgren.
Men hvordan ved lægerne så, hvad patienterne er syge af?
Udfordringen er at starte behandlingen i tide
Det spørgsmål leder videre til det, som Jens Lundgren kalder ”frontlinjen i forskningen" i øjeblikket: Biomarkører, der via blodprøver kan vise, om en patient selv er begyndt at lave de neutraliserende antistoffer.
Lige pludselig faldt brikkerne på plads
For indlagte patienter, der har udviklet en høj andel af neutraliserende antistoffer, er også dem, der har styr på virus. Her er der i stedet tale om, at immunsystemet overreagerer.
- Biomarkørerne skal ikke alene være ret præcise, de skal kunne udføres hurtigt og give hurtigt svar. Det skal ikke være hightech. Det er vores fokus i øjeblikket, og noget vi arbejder hårdt på at få udviklet og afprøvet, siger Jens Lundgren.
Men effekten afhænger også af, hvornår behandlingen med de antivirale stoffer bliver givet. For udfordringen er at få testet de syge og startet behandlingen i tide for at forhindre lungebetændelse.
At stille simple spørgsmål til noget meget kompliceret
Her kommer vi ind på det spørgsmål, som artiklen starter med: Hvorfor virker behandlingen med de antivirale stoffer ikke? Det er det, som Jens Lundgrens' amerikanske venner kalder "The Scandinavian Way" - at stille simple spørgsmål til noget meget kompliceret.
For det var nemlig de spørgsmål, som gjorde, at Jens Lundgrens team i april stod med en ny opdagelse - som to forskerhold uafhængigt af hinanden kunne præsentere for omverdenen med to dages mellemrum i juni.
Vi bliver hele tiden overrasket
- På det tidspunkt havde vi brugt mange uger på at slå os selv i hovedet og kritisere os selv, fordi vi blev ved med at komme frem til, at det måtte virke, siger Jens Lundgren.
Det springende punkt var at kunne måle, hvor meget virus, der var i kroppen hos de indlagte. Indtil da havde man podet patienter i næsen. Det giver mening tidligt i forløbet, fordi det til at starte med er virusandelen i næsen, der gør folk syge.
Men når patienter bliver indlagt, har virussen flyttet sig til lungerne. Derfor var forskerne på udkig efter en måde at måle andelen af virus i blodet. Og den analysemetode var der faktisk en biovirksomhed, der netop havde udviklet.
- Lige pludselig faldt brikkerne på plads. Når vi behandlede med monoklonale antistoffer, så havde dem med meget virus den største gavn.
Overlevelsesfordelen ved at give de monoklonale antistoffer var virkelig.
Men hvad så med de vaccinerede?
Forskerne kan altså nu se, om de indlagte covid-19-smittede patienter er syge på grund af virus eller deres immunforsvar. De ved, at de antivirale monoklonale antistoffer virker – og de ved, hvornår behandlingen skal sættes ind.
Men så kommer der alt det, som forskerne endnu ikke ved:
Kan gennembruddet oversættes til de vaccinerede? Hvorfor bliver nogle af de vaccinerede stadig indlagt? Er de vaccinerede anderledes?
Det er bare nogle af de spørgsmål, der lige nu fylder hos forskerne.
For selvom der nu er studier, hvor de vaccinerede er inkluderet, er det med Jens Lundgrens ord ”en ubekendt markør, som vi ikke har styr på.”
Forskerne er hele tiden bagud
Dertil kommer, at virus hele tiden ændrer sig. Og meget af forskernes viden baserer sig på den oprindelige Alfa-variant.
Vi har fat i den lange ende
Det betyder, at videnskaben hele tiden er bagud i forhold til nye varianter og derfor skal sikre sig, at deres resultater kan overføres fra én situation til den næste.
- Vi bliver hele tiden overrasket. Virussen finder nogle andre veje end dem, der er mest sandsynlige. Vi bruger meget tid på at prøve at forudse, hvor virus er på vej hen, siger han.
Jens Lundgren vidste det ikke, da interviewet til denne artikel blev lavet, men problematikken er lige nu højaktuel med opdagelsen af den nye virusvariant Omikron.
Gode dage og dårlige måneder
Alligevel er Jens Lundgren fortrøstningsfuld.
Det skyldes ikke mindst, at gennembruddet i april betyder, at vi i dag er et helt andet sted rent behandlingsmæssigt, end da pandemien med coronavirus brød ud for knap to år siden.
- Vi er på en helt anden planet nu i forhold til vores forståelse af behandlingen af coronavirus. Vi har fat i den lange ende, siger han.
Men det tager tid at komme helt i mål, for det er langt fra hver gang, at forskerne rammer plet, sådan som det var tilfældet med vaccinerne.
Eller som Jens Lundgren husker ordene fra sin gamle chef:
- Som forsker må du forstå, at du har nogle gode dage og nogle dårlige måneder.
Den dag i april 2021 var en god dag.
Hvad skal der ske nu?
Ifølge Jens Lundgren er der nu en lang række præparater, der virker:
– Nu skal vi finde ud af, hvilke, vi skal bruge, hvordan, hvor meget og eventuel i kombination med hvad.
Samtidig er de monoklonale antistoffer dog helt nye produkter, som der endnu ikke er de store erfaringer med. Derfor skal de nu undersøges i kliniske studier, herunder især med henblik på bivirkninger.
- Der er altid en bagkant ved ny medicin, og man skal være sikker på, at man får opbygget en stor sikkerhedsdatabase. Ingen er interesseret i at få medicin, der virker, men som har mange bivirkninger. Jeg siger ikke, at der er et problem, men vi har erfaringer med, at der kan været et problem, siger Jens Lundgren.
Derudover skal opdagelsen nu raffineres.
For lige nu tager det mellem 30 og 50 minutter at give behandlingen.
- Det er ikke længere et spørgsmål om at udvikle behandlingen. Det virker. Det giver totalt mening. Nu er det et spørgsmål om at udvikle den smartere, mere raffineret og ramme det, som er den enkeltes behov, siger Jens Lundgren.
